Langt Fra DK

Marianne & Kristoffer

ANKOMST TIL MOSKVA

Efter en forholdsvist (og overraskende) kort flyvetur ankom vi til Moskvas Sjeremetevo lufthavn. Jeg var ret spændt på at se, hvordan russerne håndterede sikkerheden i lufthavnen (det er jo Rusland), men blev positivt overrasket. Man følte sig overhovedet ikke utilpas eller unødvendigt overvåget (selvom man sikkert var det). Dog vil jeg stadig mene, at hende der stod i paskontrollen godt kunne have smilet lidt mere -- men det er en russisk ting at man ikke smiler, for så bliver man nemlig tage seriøst. Åbenbart. 

Det næste vi skulle var at finde en måde at komme til selve Moskva. Det var ret forvirrende, for når vi kiggede på de fleste skilte og overblik, så stod der ikke Moskva nogle steder. Dog kunne vi flere steder se noget der hed Москва, som vi syntes lød mega sjovt. Mockba. Hæhæ. Vi var ret trætte efter vores rejse, så det forklarer nok vores dårlige humor (i hvert fald på det tidspunkt). Det betød dog også, at der gik pinligt langt tid før det gik op for os, at Mockba var russisk for Moskva...

Herfra gik det forholdsvist let for os at finde til Moskva. Dog viste vores eventyrs første udfordringer sig, idet vi stod i den famøse russiske metro og ikke kunne finde vores destination. Vi havde købt en 3-dages billet, som gjorde os i stand til at rejse så meget vi ville i 3 dage. Dog havde vi glemt at tjekke, hvor den station vi skulle af på var henne. Så måtte vi i gang med at lede, hvilket jo ikke er problematisk, når der kun er 214 metrostationer...

Vi skal finde noget med K...

Det lykkedes os heldigvis at finde Kitai Gorod og vi tog dertil. Den russiske metro er intet mindre end fantastisk at se på (hvilket vi vil skrive om i et selvstændigt oplæg). Da vi ankom til Kitai Gorod viste det sig, at vores næste udfordring ventede. Vi havde stadig ikke noget internet, og Marianne havde kun fået et lille billede af, hvor vores Hostel var placeret. Det betød, at vi måtte ty til de lokale kort som var hængt op i metroen, til at finde ud af, hvordan dælen vi kommer hen til vores Hostel.

Efter at have gransket 3 forskellige kort der hang i metroen, lykkedes det endelig at finde ud af, hvor vi skulle hen. Succes!

Nu var vi ved at være ret trætte af at slæbe på vores bagage, så vi glædede os afsindigt meget til at ankomme til vores Hostel, tage skoene af, smide os på en eventuel sofa, snuppe en kold øl, og planlægge de næste par dage. Det viste sig (selvfølgelig...), at vi skulle blive noget så skuffede.

Vi burde have vidst det, allerede da vi nærmede os vores Hostel. Igennem små gyder, langs beskidte boliger, og forbi mennesker der stirrede specielt på os. Da vi ankommer til etageejendommen vi skal ind i, kigger vi ind. Lidt beskidt entre, men det er fint nok. Vi går dernæst op ad nogle trapper til første etage, hvor gangen deler sig i 4. Til højre er der en stor, boltet metaldør. Til venstre står en dør halvt åbent, hvor der indenfor er lyst og meget rent, og det ligner et museum. Skråt bagved er trapperne der fortsætter opad. Ligefrem kan man gå udenfor igennem en stor, tung egetræsdør. Langs gangen foran er der, hvad der mest af alt ligner en lille indhegning, hvor en ældre babushka sidder. Vi spørger hende om, hvor vores Hostel kan findes (de forskellige gange sendte meget forskellige signaler, så det var ikke let at vide). Hun fortalte til vores store glæde, at vi skulle kravle helt op på 4. etage for at finde det. Fedt, så kan vi snart slappe af!

Nej.

Idet vi ankommer til toppen af trapperne, bliver vi mødt af følgende syn:

Godt vi er vaccineret mod stivkrampe og rabies...

Døren ind til vandrehjemmet er selvfølgelig låst, og manualen til at få døren låst op er på russisk. Så det tog lidt ekstra tid at forstå, at efter man trykker på en knap, og tastaturet til højre for døren bipper alarmerende, så skal man hive hårdt i døren, for at den går op.

Idet man kommer indenfor bliver man mødt af duften af nykogte instant-nudler og sure tæer, og væggene er malet i mørkeblå og -grønne farver. 

Vi er nu ankommet til receptionsområdet, der er et lille område på størrelse med en almindelig stue (og dekoreret derefter), med grove sofaer langs to af væggene, og lave træborde som man kunne spise ved. Foran os kan vi se en mørk korridor, som strækker sig forholdsvist dybt, og lidt til højre for korridoren sidder receptionisten bag sit skrivebord. 

De første indtryk havde allerede gjort os lidt obs på, hvad det var for et sted vi var ankommet til. Dog tænker vi, at man selvfølgelig ikke skal skue hunden på hårene! (... og så det faktum at vi selvfølgelig allerede havde betalt opholdet). Vi går op til receptionisten for at checke ind. 

Receptionisten er en ung, spinkel dame, med kort, hvidt hår. Hun har tatoveringer op og ned af sine arme, en sort band-tanktop på, piercinger i læbe, næse og ører, og et stort, sort sæbeøje i venstre side. På trods af, at Marianne og jeg begge to kender (og rigtig godt kan lide) metalhoveder, så er jeg sikker på at vi begge to lige tøvede en kende, før vi gik hen og snakkede med hende. 

Selve indcheckningen gik forholdsvist fint og smertefrit. Det var selvfølgelig lidt “spændende” at give receptionisten vores pas, for alle fordommene var så småt begyndt at vælte frem inde i mit hovede (man er vel i Rusland), men det gik fint. Efter indcheckingen var klaret, gav receptionisten os en ekstremt kort tour. Hun pegede mod en åbning i receptionsområdet (som jeg ærligt talt ikke havde lagt mærke til før nu), og forklarede at derinde var deres eneste to toiletter (til 60 mennesker!), bad og køkkenet -- hvilket vel egentligt forklarede duften af nudler og tæer. Mums.

En perfekt afbildning af, hvordan russere går på toilettet. Åbenbart. (Kilde)

Receptionisten pegede mod den førnævnte, mørke korridor, og fortalte at sengesalene befandt sig nede for enden (selvfølgelig gør de det… Så er der den længere afstand at løbe til døren). Vi bliver ført ned ad den mørke korridor, hvor receptionisten samler sengetøj og håndklæder til os, og der er selvfølgelig ingen andre mennesker i korridoren. Vi går forbi flere lukkede trædøre, og får fortalt at der er sovesale bag dem, og jovist, vi kunne da høre lyde og mumlen fra, hvad der antageligvis er mennesker. Da vi endelig ankommer til vores sovesal, er min første reaktion “nå, det virker da ikke så slemt” -- en reaktion jeg efterhånden må sande, er mig som lyver over mig sig selv. Sovesalen er på måske 20 kvm, og der står fem køjesenge af gammelt træ langs væggene. Inde i midten er der et gammel træbord, hvor man kan stille sine ting, og rundt om bordet er der fire meget brugte og beskidte stole -- alle forskellige; to forskellige kontorstole, og to tunge træstole. Der var et lille område med nogle skabe man kunne låse af, hvor hvert skab var småt nok til, at der kunne være en sixpack af 50 centiliters øl -- hvilket betød vores tasker ikke kunne låses væk. Receptionisten giver os vores sengetøj og håndklæder, og forlader os uden et ord. Vi lægger mærke til lyden af mænd der snorker (det skal nævnes at på dette tidspunkt er klokken omkring 15:30), og kan tælle os til fem mænd der sover forskellige steder i sovesalen. Vores skepsis stiger endnu endnu mere.

Det er ikke helt til at sige, hvad der gjorde, at vi ikke var løbet skrigende væk endnu. Måske er vi bare lidt for godhjertede af os, måske for naive, eller måske for nærige til at betale for et andet sted. Om ikke andet, så valgte vi, at prøve sengene af. Der var to sovepladser tilbage - i hver sin ende af sovesalen. Og Marianne var forresten også den eneste kvinde derinde. 

Jeg kaster mit sengetøj op i min køje, og klatrer op ad den meget smalle stige. Idet jeg når toppen, og jeg sætter knæet ned i sengen for at støtte mig, høres der et voldsomt knæk. Åbenbart har jeg flækket en af lamellerne i min seng -- en super god start, og betryggende når jeg skal tilbringe flere timer deroppe. I det mindste lå der ikke på det tidspunkt en person i underkøjen.

Marianne og jeg får begge lagt sengetøjet på, hopper på Wifi, og begynder efter 5 minutter at skrive til hinanden (folk lå jo og sov inde i salen, så det nyttede ikke noget at snakke). Her er et udkast af samtalen, med essensen af vores konklusion:

Jep

Vi konkluderer, at vi ikke skulle blive på det Hostel, og fandt i stedet et andet der lå ca. 300 meter væk. Udfordringen kom dog i, at fortælle det dårlige Hostel, at vi ville checke ud allerede få timer efter vi var ankommet. Marianne og jeg er begge forholdsvist konfliktsky -- eller i hvert fald tilbageholdende og overordentligt høflige - vi er jo i et fremmed land! (jep, konfliktsky). Jeg tog chancen og fortalte receptionisten, at vi bliver nødt til at smutte (jeg kunne ikke få mig selv til at fortælle hende, at hendes hostel var et, well, shithole). Hun tog det -- hvilket vi efterfølgende har erfaret er en meget russisk måde for kvinder at opføre sig på -- negativt, og var nærmest grædefærdig over at vi ikke ville være der mere. Hun snakkede dårligt nok engelsk, og skrev på Google translate “Just go away. I have nothing to say”, mens hun sad og tydeligvis fakede at være ked af det. Ikke at det rigtigt er vores problem længere - vi var bare glade for at finde et andet sted at opholde os. Desuden kunne pengene heller ikke refunderes, så hun fik vel, hvad hun ville have.

Det “nye” Hostel var dog noget helt andet. Her kunne vi ovenikøbet få vores eget værelse til billige penge - så det valgte vi selvfølgelig. Fantastisk sted! Så der blev vi resten af opholdet i Moskva. Receptionisterne snakkede alle flydende engelsk, der var lyst og åbent, og der var tilmed en lille have som man kunne opholde sig i. Det hjalp selvfølgelig også, at det tidligere havde været et STAR WARS-temapræget hostel (hvilket det stadig bar præg af). Man er vel lidt en nørd.